INTRODUKTION

BIBELSK REPUBLIKANISME
- en nation-stat-republik

"Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie." (Jn 8:36)

PARAKLETOS.dk er en filosofisk eksegese af den bibelske helligånd indenfor strukturen af Kants filosofi.

Indenfor strukturen af Kants filosofi er den bibelske helligånd den grundlovgivende magt givet af Gud.

Den bibelske helligånd er "sandhedens ånd" (Jn 14:17) (Jn 15:26) (Jn 16:13).

Immanuel Kant skriver:

"The Bible contains within itself a credential of its (moral) divinity that is sufficient in a practical respect - the influence that, as the text of a systematic doctrine of faith, it has always exercised on the hearts of human beings, both in catechetical instruction and in preaching. This is sufficient reason for preserving it, not only as the organ of universal inner rational religion, but also as the legacy (new testament) of a statutory doctrine of faith which will serve us indefinitely as a guiding line." (Tekst)/(AA VII:64)

Fornuft

Alle mennesker lever i både natur og frihed.

• I natur er den øverste årsag naturens lov (lex naturae).
• I frihed er den øverste årsag loven (lex).

Intet menneske kan lave og/eller ophæve naturens lov. Ethvert menneske kan lave og/eller ophæve teorier og hypoteser om naturens lov, men intet menneske kan lave og/eller ophæve naturens lov.

Ethvert menneske kan tage loven i egne hænder.

Hvis et menneske nægtes evnen til at lave og/eller ophæve loven, så kan det menneske vælge at kæmpe og muligvis dø for frihed.

Fordi ethvert menneske kan tage loven i egne hænder, lever alle mennesker i en krigstilstand.

Kant skriver:

"Just as the juridical state of nature is a state of war of every human being against every other, so too is the ethical state of nature one in which the good principle, which resides in each human being, is incessantly attacked by the evil which is found in him and in every other as well." (Tekst)/(AA VI:96)

Menneskefrihed (libertas humana) er både en velsignelse (benedictio) og en forbandelse (maledictio).

Hvordan kan menneskeracen [Homo sapiens] forsage krigstilstanden og leve i natur, frihed og fred?

Fornuft alene kan ikke bringe fred. Det er derfor Kant skriver:

"Det var derfor nødvendigt for mig at ophæve viden for at give plads til tro." (Tekst)/(AA BXXX)

Svaret på spørgsmålet er ikke enten fornuft eller tro. Ved at give plads til tro benægter Kant ikke, at alle mennesker lever i både natur og frihed. Kant benægter bare, at fornuft uden tro kan bringe fred, præcis som han benægter, at tro uden fornuft kan bringe fred. Svaret på spørgsmålet er både fornuft og tro.

Tro

En person af menneskeracen kan være enten karakteren menneske eller karakteren borger.

Som enten karakteren menneske eller karakteren borger lever personen i både natur og frihed.

• Karakteren menneske [det gamle menneske] er produktet af undfangelse.
• Karakteren borger [det nye menneske] er produktet af genfødsel.

Kant skriver:

"However, that someone should become a human being who is not merely legally but morally good (pleasing to God), i.e., virtuous in terms of intelligible character (virtus noumenon) - who, when he cognizes something as a duty, requires no other incentive beyond this presentation of duty itself - this cannot be brought about, so long as the foundation of the maxims remains impure, through gradual reform, but must be brought about through a revolution in the attitude in the human being (a transition to the maxim of the attitude's holiness); and he can become a new human being only through a kind of rebirth, as if through a new creation and a change of heart." (Tekst)/(AA VI:47)

• Karakteren menneske er af djævelen og har syndet fra begyndelsen (1 Mos 3:5-6).
• Karakteren borger er af Gud og kan ikke synde.

Bibelen siger:

"Den, der gør synden, er af djævelen, for djævelen har syndet fra begyndelsen. Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre djævelens gerninger. Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud." (1 Jn 3:8-9)

Karakteren menneske har en tilbøjelighed til synd (concupiscentia). Karakteren menneske kan vælge en lovlig adfærd, men karakteren menneske kan også vælge en ulovlig adfærd.

Karakteren borger har ingen tilbøjelighed til synd. Karakteren borger kan ikke vælge en ulovlig adfærd.

• Hvis en person af menneskeracen vælger en ulovlig adfærd, så vælges den ulovlige adfærd ikke af karakterenn borger, men af karakteren menneske.
• Hvis en person af menneskeracen vælger en ulovlig adfærd, så er synderen ikke karakteren borger, men karakteren menneske.

Karakteren borger har en hellig pligt til at adlyde loven, men karakteren borger har også en suveræn magt over loven.

Kant skriver:

"The idea of a constitution that is consistent with the natural rights of human beings, the idea, namely, that those who obey the law should also, united, be legislators thereof, underlies all forms of state. And the polity [das gemeine Wesen], which, conceived in accordance with this idea and through concepts of pure reason, is [heißt] a platonic ideal (respublica noumenon), is no mere figment of the imagination, but rather the eternal norm for all civil constitutions, and disposes with all war." (Tekst)/(AA VII:90)

Dannelsen af karakteren borger er en proces fra genfødsel til grundlovgivende magt.

Genfødsel

Ingen bliver en borger ved undfangelsen. Alle bliver en borger ved genfødslen kort tid efter fødslen.

• Fødslen registreres af jordemoderen hvor fødslen finder sted.
• Genfødslen registreres af den civile registrering hvor den nyfødtes naturlige værge bor.

Kant skriver:

"The one-time solemn initiation into the church-community, i.e. the first reception of a member into a church (in the Christian church through baptism), is a solemnity rich in meaning ... ; it has something holy for its end (the formation of a human being as a citizen in a divine state)." (Tekst)/(AA VI:199)

Dannelsesproces

Dannelsen af borgeren er en proces i tre faser:

• Den første fase [minimum] varer fra genfødsel til skoleparathed.
• Den anden fase [medium] varer fra skoleparathed til myndighedsalder.
• Den tredje fase [maksimum] varer fra myndighedsalder til grundlovgivende magt.

Indenfor den første fase [minimum] har borgeren ikke udviklet skoleparathed. Indenfor den anden fase [medium] har borgeren udviklet skoleparathed. Indenfor den tredje fase [maksimum] er borgeren en besidder af den grundlovgivende magt.

Alle og enhver begynder dannelsesprocessen indenfor den første fase [minimum].

Ikke alle og enhver overgår fra den første fase [minimum] til den anden fase [medium]. En meget lille procentdel af en befolkning udvikler ikke skoleparathed og forbliver derfor indenfor den første fase [minimum].

Kun børn med svær eller dyb mental retardering udvikler ikke skoleparathed.

Dokumenteret svær eller dyb mental retardering registreres af den civile registrering.

Dokumentering af svær eller dyb mental retardering hører under national suverænitet.

Myndighedsalder

For alle de borgere, som overgår fra den første fase [minimum] til den anden fase [medium], fuldføres dannelsesprocessen automatisk, når borgeren når myndighedsalderen og på grund af alderen automatisk overgår fra den anden fase [medium], til den tredje fase [maksimum].

Borgerens alder regnes fra fødselsdatoen, som registreres af jordemoderen, hvor fødslen finder sted.

Indenfor den første fase [minimum] og den anden fase [medium] er enhver borger under forældremyndighed. Indenfor den tredje fase [maksimum] er ingen borger under forældremyndighed.

Myndighedsalderen er ophøret af forældremyndighed, men myndighedsalderen er mere end bare ophøret af forældremyndighed.

Indenfor strukturen af Kants filosofi er myndighedsalderen også en bemyndigelse, hvor borgeren bliver en besidder af den grundlovgivende magt.

Myndighedsalderen hører under national suverænitet.

Grundlovgivende magt

Den grundlovgivende magt er den suveræne magt. Nationen besidder den suveræne magt.

Kant skriver:

"A people must not be hindered by other powers in giving itself a civil constitution that it itself regards as good." (Tekst)/(AA VII:85)

Ingen bliver en besidder af den grundlovgivende magt uden både en registreret fødselsdato og en registreret nationalitet.

• Det er på grund af den registrerede fødselsdato, at en borger overgår til den tredje fase [maksimum] ved myndighedsalderen.
• Det er på grund af den registrerede nationalitet, at en borger overgår til den grundlovgivende magt ved den tredje fase [maksimum].

Den grundlovgivende magt er ikke umiddelbart givet.

Kant skriver:

"One can conceive of external lawgiving that would contain only positive laws; but then a natural law would still have to precede it, which would establish the authority of the lawgiver (i.e., his authorization to bind others by his mere choice)." (Tekst)/(AA VI:224)

Indenfor strukturen af Kants filosofi er den grundlovgivende magt givet af Gud.

Jn 20:19-23

Johannesevangeliet siger:

"Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: ... »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«" (Jn 20:19-23)

Under Reformationen var eksegesen af Jn 20:19-23 en splittende faktor mellem Martin Luther og paven.

Luther skriver:

"Her [Jn 20:23] hører du, at hans gerning er, enten at hjælpe mennesker fra synden eller lade dem forblive deri og vise, at de er fordømte. Her kan man jo ikke sige, at han dermed har stiftet et verdsligt rige, sådan som paven roser sig af sin bindenøgle og løsenøgle. Han siger, at han har magt til at løse og binde selv det, som ikke er synd. Ja, endog hvad Kristus selv ikke binder eller løser. Paven har også helt og holdent gjort det til en verdslig magt. Men Kristus viser her klart nok, hvad hans nøgler er, nemlig - ikke at lave love og atter ophæve dem, sådan som paven gør - men at tilgive eller fastholde synderne." (Tekst)/(WA 49:144)

• Ifølge Luther er den bibelske helligånd ikke en magt til at lave og/eller ophæve loven.
• Ifølge Luther er den bibelske helligånd en 'kirkelig magt' og ikke en 'verdslig magt'.

Når paven laver og/eller ophæver loven, er det ikke med henvisning til Jn 20:23, men med henvisning til en 'apostolsk succession'.

Liber pontificalis siger:

"He [Apostlen Peter] consecrated St Clement as bishop and entrusted the cathedra and the whole management of the church to him, saying: »As the power of government [gubernandi], that of binding and loosing [ligandi solvendique], was handed to me by my Lord Jesus Christ, so I entrust it to you.«" (Tekst)/(Latin)

• Ifølge Liber pontificalis er paven Peters efterfølger (successor Petri) og dermed den øverste besidder af magten ligandi solvendique.
• Ifølge Liber pontificalis er magten ligandi solvendique den samme magt som magten gubernandi.

Eksegese (Jn 20:19-23)

Sandhedens ånd er en magt til at lave og/eller ophæve loven.

Magten til at binde/løse synd (Jn 20:23) er den samme magt som nøglemagten (Mt 16:19) og den magt er den suveræne magt vi kalder den grundlovgivende magt.

• Moses gav loven på den tredje dag (2 Mos 19:16).
• Jesus Kristus gav den grundlovgivende magt på den tredje dag (Jn 20:19).

Johannesevangeliet siger:

"For loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus." (Jn 1:17)

• Den grundlovgivende magt er givet af Gud én gang for alle om aftenen på den tredje dag (Jn 20:19-22).
• Den grundlovgivende magt er den suveræne magt over synd (Jn 20:23).

Synd er at gøre noget der ikke er tilladt.

• Hvis den grundlovgivende magt tillader noget, så er det absolut tilladt.
• Hvis den grundlovgivende magt forbyder noget, så er det absolut ikke tilladt.

Paven er ikke den øverste besidder af den grundlovgivende magt.

• Den grundlovgivende magt kan ikke gives fra person til person.
• Den grundlovgivende magt hviler i Guds nation.

Denne eksegese er i overensstemmelse med det følgende princip af Kant:

"And so, when conflict arises about the sense of a scriptural text, philosophy - that is, the lower faculty, which has truth as its end - claims the prerogative of deciding its meaning." (Tekst)/(AA VII:38)