TEOLOGI

Gud som sandhed og sandhed som Gud

Kausalitet uden kantiansk kritik er en dialektisk illusion.

Den dialektiske illusion

Den dialektiske illusion blev set af David Hume og senere kritiseret af Immanuel Kant.

Kant skriver:

"Hume gik i hovedsagen ud fra et enkelt, men vigtigt begreb i metafysikken, nemlig om forbindelsen mellem årsag og virkning; han fordrede af fornuften, der foregiver at have fostret begrebet af eget skød, at den svarede ham på, med hvilken ret den mente følgende: at noget kan have en sådan beskaffenhed, at hvis det sættes, da må noget andet også nødvendigvis sættes. For det er det, der menes med begrebet årsag. ... Spørgsmålet var ikke, om begrebet om årsag var rigtigt, anvendeligt eller ligefrem uomgængeligt for hele vor naturerkendelse, for det havde Hume aldrig betvivlet; hvad det handlede om var, hvorvidt dette begreb kunne tænkes a priori af fornuften." (Tekst)/(AA IV:257)

Humes angreb

David Hume skriver:

"When we say we desire to know the ultimate and operating principle, as something, which resides in the external object, we either contradict ourselves, or talk without a meaning. This deficiency in our ideas is not, indeed, perceiv’d in common life, nor are we sensible, that in the most usual conjunctions of cause and effect we are as ignorant of the ultimate principle, which binds them together, as in the most unusual and extraordinary. But this proceeds merely from an illusion of the imagination." (Tekst)

Kants modsvar

Kant skriver:

"Verden er træt af metafysiske påstande. Hvad man mangler er denne videnskabs mulighed; kilder, som man kan udlede metafysikkens sikkerhed af; sikre kriterier, der gør det muligt at skelne den rene fornufts dialektiske illusion fra sandheden." (Tekst)/(AA IV:377)

Ved at skelne mellem transcendental sandhed, logisk sandhed og empirisk sandhed viser kantiansk kritik hvordan forbindelsen mellem årsag og virkning tænkes af fornuften a priori.

Theos

Theos er den transcendentale sandhed i tid og rum (unum verum purum).

Den transcendentale sandhed går forud for og muliggør enhver logisk og empirisk sandhed.

Kant skriver:

"]Om alle vore erkendelser gælder, at de ligger i helheden af samtlige de erfaringer, det er muligt for os at gøre. Den transcendentale sandhed - der går forud for enhver empirisk sandhed og betinger den - består alment i relation til en sådan potentiel erfaring." (Tekst)/(AA B185)

Kant bruger ordene 'omnitudo realitatis' til at beskrive Theos som 'et regulativt princip'.

Kosmos

Alt er i Kosmos og i Kosmos er alt relativt.

• Alt i TID er enten FØR eller EFTER.
• Alt i RUM er enten SJÆL eller VILJE.

Kosmos er fire rene former.

• VILJE/FØR
• SJÆL/FØR
• SJÆL/EFTER
• VILJE/EFTER

Dette er hverken en deling eller en begrænsning af Theos.

Kosmos og Theos er adskilte enheder.

Logos

Logos er både forbindelsen og sammenhængen mellem de fire rene former.

Logos er i Kosmos, men Logos er ikke af Kosmos. Logos er af Theos.

Johannesevangeliet siger:

"I begyndelsen var Logos og Logos var hos Theos, og Logos var Theos. Han var i begyndelsen hos Theos. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er." (Jn 1:1-3)

Dictionary of untranslatables siger:

"The Greek word logos [λόγος] has such a wide range of meanings and so many different usages that it is difficult to see it from the perspective of another language except as multivocal, and in any case it is impossible to translate it except by using a multiplicity of distinct words." (Tekst)

Logik

Logik er refleksion af domme baseret på Theos, Kosmos og Logos.

Dom

En dom består af kausalitet, modalitet og indhold.

Indhold

Indholdet af en dom består af kvantitet, relation og kvalitet.

• Kvantiteten er en sætning, som kan være enten sand eller falsk.
• Kvaliteten er enten en bekræftelse eller en benægtelse af sætningen.
• Relationen er hvorvidt sætningen er enten simpel eller sammensat.

En sammensat sætning består af simple sætninger og sandhedsfunktionelle konnektiver.

Sandhedsfunktionelle
konnektiver

Med andre ord: Indholdet af en dom er en bekræftelse eller benægtelse af en, simpel eller sammensat, sand eller falsk sætning.

Modalitet

Kant skriver:

"Dommenes modalitet er en ganske særlig funktion ved dem, som adskiller sig ved, at den intet bidrager til dommens indhold (for bortset fra kvantitet, kvalitet og relation er der intet andet, der udgør indholdet af en dom)". (Text)/(AA B99)

Modaliteten af en dom er enten vilje/før, sjæl/før, sjæl/efter, eller vilje/efter.

Kausalitet

Kausaliteten af en dom er enten frihed eller natur.

Natur

I natur er forbindelsen mellem den rene form VILJE/FØR og den rene form SJÆL/FØR lukket fra den rene form SJÆL/FØR til den rene form VILJE/FØR.

Fordi forbindelsen mellem den rene form VILJE/FØR og den rene form SJÆL/EFTER er lukket fra den rene form SJÆL/FØR til den rene form VILJE/FØR, kan ingen i natur dømme i den rene form VILJE/FØR.

Frihed

I frihed er forbindelsen mellem den rene form VILJE/FØR og den rene form SJÆL/FØR åben fra den rene form SJÆL/FØR til den rene form VILJE/FØR.

Fordi forbindelsen mellem den rene form VILJE/FØR og den rene form SJÆL/FØR er åben fra den rene form SJÆL/FØR til den rene form VILJE/FØR, kan alle i frihed dømme i den rene form VILJE/FØR.

Kausalitet

Kant skriver:

"Når man taler om noget, der indtræffer, kan man kun tænke to typer kausalitet: den ene baseret på natur, den anden på frihed." (Tekst)/(AA B560)

Kantiansk kritik viser, hvordan natur og frihed er de to eneste typer af empirisk kausalitet og hvordan forbindelsen mellem årsag (VILJE/FØR) og virkning (VILJE/EFTER) tænkes af fornuften (Logos) a priori.