INDLEDNING

"Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie." (Jn 8:36)

PARAKLETOS.dk er en filosofisk eksegese af den bibelske helligånd indenfor strukturen af Kants filosofi.

Indenfor strukturen af Kants filosofi er den bibelske helligånd den grundlovgivende magt givet af Jesus Kristus.

Den grundlovgivende magt givet af Jesus Kristus er sandhedens ånd! (Jn 14:17) (Jn 15:26) (Jn 16:13)

Fornuft

Menneskefrihed (libertas humana) er både en velsignelse (benedictio) og en forbandelse (maledictio).

Alle mennesker lever i både natur og frihed.

• I natur er den øverste årsag naturloven (lex naturae).
• I frihed er den øverste årsag loven (lex).

Intet menneske kan lave og/eller ophæve naturloven. Ethvert menneske kan lave og/eller ophæve teorier og hypoteser om naturloven, men intet menneske kan lave og/eller ophæve naturloven.

Ethvert menneske kan tage loven i egne hænder.

Hvis et menneske nægtes evnen til at tage loven i egne hænder, så kan det menneske vælge at kæmpe og muligvis dø for frihed.

Fordi ethvert menneske kan tage loven i egne hænder, lever ethvert menneske i en krigstilstand.

Kant skriver:

"Ligesom den juridiske naturtilstand er en krigstilstand af alle mod alle, så er også den etiske naturtilstand en tilstand, hvor det gode princip, ... , uophørligt bekriges af det onde". (Tekst)/(AA VI:96)

Hvordan kan menneskeracen (Homo sapiens) forsage det onde og leve i både fred, natur og frihed?

Fornuft alene kan ikke bringe fred. Det er derfor Kant skriver:

"Det var derfor nødvendigt for mig at ophæve viden for at give plads til tro." (Tekst)/(AA BXXX)

Svaret på spørgsmålet er ikke enten fornuft eller tro. Ved at give plads til tro benægter Kant ikke, at alle mennesker lever i både natur og frihed. Kant benægter bare, at fornuft uden tro kan bringe fred, præcis som han benægter, at tro uden fornuft kan bringe fred. Svaret på spørgsmålet er både fornuft og tro.

Tro

En person af menneskeracen kan være enten karakteren menneske eller karakteren borger.

• Karakteren menneske (det gamle menneske) er produktet af en undfangelse.
• Karakteren borger (det nye menneske) er produktet af en genfødsel.

Kant skriver:

[Et menneske] "kan kun blive et nyt menneske gennem en slags genfødsel". (Tekst)/(AA VI:47)

Hvis en person af menneskeracen vælger en ulovlig adfærd, så vælges den ulovlige adfærd af karakteren menneske og ikke af karakteren borger.

• Karakteren menneske er af djævelen og har syndet fra begyndelsen. (1 Mos 3:5-6)
• Karakteren borger er af Gud og kan ikke synde.

Bibelen siger:

"Den, der gør synden, er af djævelen, for djævelen har syndet fra begyndelsen. Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre djævelens gerninger. Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud." (1 Jn 3:8-9)

• Karakteren menneske har en tilbøjelighed til synd (concupiscentia) og kan vælge enten en lovlig adfærd eller en ulovlig adfærd.
• Karakteren borger har ingen tilbøjelighed til synd og kan ikke vælge en ulovlig adfærd.

Dannelsen af karakteren borger er en proces fra genfødsel til grundlovgivende magt.

Genfødsel

Ingen bliver en borger ved undfangelsen. Alle bliver en borger ved genfødslen efter fødslen.

• Fødslen dokumenteres af jordemoderen hvor fødslen finder sted.
• Genfødslen registreres af den civile registreringsmyndighed hvor den nyfødtes naturlige værge bor.

Kant skriver:

[Genfødslen] "sigter imod noget helligt (dannelsen af et menneske som borger i en guddommmelig stat)". (Tekst)/(AA VI:199)

Dannelse

Dannelsen af et menneske som borger i en guddommmelig stat er en proces i tre faser:

• Den første fase [minimum] varer fra genfødsel til skoleparathed.
• Den anden fase [medium] varer fra skoleparathed til myndighedsalder.
• Den tredje fase [maksimum] varer fra myndighedsalder til grundlovgivende magt.

Indenfor den første fase [minimum] har borgeren ikke udviklet skoleparathed. Indenfor den anden fase [medium] har borgeren udviklet skoleparathed. Indenfor den tredje fase [maksimum] er borgeren besidder af den grundlovgivende magt.

Alle og enhver begynder dannelsesprocessen indenfor den første fase [minimum].

Ikke alle og enhver overgår fra den første fase [minimum] til den anden fase [medium]. En meget lille procentdel af en befolkning udvikler ikke skoleparathed og forbliver derfor indenfor den første fase [minimum].

Kun børn med dokumenteret svær eller dyb mental retardering udvikler ikke skoleparathed.

Dokumenteret svær eller dyb mental retardering registreres hos den civile registreringsmyndighed.

Dokumentering og registrering af svær eller dyb mental retardering hører under national suverænitet.

Myndighedsalder

For alle de borgere, som overgår fra den første fase [minimum] til den anden fase [medium], fuldføres dannelsesprocessen automatisk, når borgeren når myndighedsalderen og på grund af alderen automatisk overgår fra den anden fase [medium], til den tredje fase [maksimum].

Borgerens alder regnes fra fødselsdatoen, som registreres af jordemoderen, hvor fødslen finder sted.

Indenfor den første fase [minimum] og den anden fase [medium] er enhver borger under forældremyndighed. Indenfor den tredje fase [maksimum] er ingen borger under forældremyndighed.

Myndighedsalderen er ophør af forældremyndighed, men myndighedsalderen er mere end bare ophør af forældremyndighed.

Indenfor strukturen af Kants filosofi er myndighedsalderen også en bemyndigelse, hvor borgeren bliver besidder af den grundlovgivende magt.

Myndighedsalderen hører under national suverænitet.

Grundlovgivende magt

Den grundlovgivende magt er den suveræne magt. Nationen er besidder af den suveræne magt.

Ingen bliver besidder af den grundlovgivende magt uden både en fødselsdato og en nationalitet.

• Det er på grund af fødselsdatoen, at en borger overgår til den tredje fase [maksimum] ved myndighedsalderen.
• Det er på grund af nationaliteten, at en borger overgår til den grundlovgivende magt ved den tredje fase [maksimum].

Den grundlovgivende magt er ikke umiddelbart givet.

Kant skriver:

"Det er muligt at forestille sig en ekstern lovgivning kun indeholdende positive love; men i så fald måtte dog en naturlig lov gå forud, som begrunder lovgiverens autoritet (dvs. bemyndigelse til at binde andre efter eget forgodtbefindende)." (Tekst)/(AA VI:224)

• Indenfor strukturen af Kants filosofi begrunder Bibelen lovgiverens autoritet.
• Indenfor strukturen af Kants filosofi er den grundlovgivende magt givet af Jesus Kristus om aftenen på den samme dag han opstod fra de døde.

Jn 20:19-23

"Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: ... »Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«" (Jn 20:19-23)

Eksegese

Under Reformationen opstod strid mellem Martin Luther og Paven i Rom om betydningen af Jn 20:19-23.

Luther skriver:

"Her [Jn 20:23] hører du, at hans gerning er, enten at hjælpe mennesker fra synden eller lade dem forblive deri og vise, at de er fordømte. Her kan man jo ikke sige, at han dermed har stiftet et verdsligt rige, sådan som paven roser sig af sin bindenøgle og løsenøgle. Han siger, at han har magt til at løse og binde selv det, som ikke er synd. Ja, endog hvad Kristus selv ikke binder eller løser. Paven har også helt og holdent gjort det til en verdslig magt. Men Kristus viser her klart nok, hvad hans nøgler er, nemlig - ikke at lave love og atter ophæve dem, sådan som paven gør - men at tilgive eller fastholde synderne." (Tekst)/(WA 49:144)

• Ifølge Luther er den bibelske helligånd ikke en verdslig magt.
• Ifølge Luther er den bibelske helligånd en magt til at forlade/fastholde synd.

Pavelig magt er baseret på en såkaldt apostolsk succession.

Liber pontificalis siger:

"Han [Sankt Peter] indviede Sankt Clemens til biskop og overlod katedret og hele kirkens ledelse til ham med ordene: »Ligesom regeringsmagten [gubernandi], magten til at binde og løse [ligandi solvendique], blev overdraget til mig af min Herre Jesus Kristus, således overdrager jeg den til dig.«" (Tekst)/(Latin)

• Ifølge Liber pontificalis er Paven i Rom Sankt Peters efterfølger og dermed den øverste besidder af magten ligandi solvendique.
• Ifølge Liber pontificalis er magten ligandi solvendique den samme magt som magten gubernandi.

---

Den bibelske helligånd er den suveræne magt over synd!

Magten til at forlade/fastholde synd (Jn 20:23) er den samme magt som nøglemagten (Mt 16:19) og den magt er den suveræne magt vi kalder den grundlovgivende magt.

Johannesevangeliet siger:

"For loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus." (Jn 1:17)

• Jesus Kristus gav den grundlovgivende magt én gang og for alle om aftenen på den samme dag han opstod fra de døde. (Jn 20:19-22)
• Den grundlovgivende magt er den suveræne magt over synd. (Jn 20:23)

Synd er at gøre noget der ikke er tilladt.

• Hvis loven tillader noget, så er det tilladt.
• Hvis loven forbyder noget, så er det ikke tilladt.

Paven i Rom er ikke den øverste besidder af den grundlovgivende magt.

• Den grundlovgivende magt kan ikke gives fra person til person.
• Den grundlovgivende magt hviler i Nationen.

Denne eksegese er i overensstemmelse med det følgende princip af Kant:

"I tilfælde af strid om betydningen af et skriftsted påberåber filosofien - dvs. det nedre fakultet, som har sandheden som mål - sig forrettigheden til at bestemme den." (Tekst)/(AA VII:38)