INDLEDNING

"Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie." (Jn 8:36)

PARAKLETOS.dk er en filosofisk eksegese af helligånden indenfor strukturen af teologi.

Indenfor strukturen af teologi er helligånden den grundlovgivende magt givet af Jesus Kristus.

Den grundlovgivende magt givet af Jesus Kristus er både sandhedens ånd (Jn 14:17) (Jn 15:26) (Jn 16:13) og den suveræne magt i en suveræn republik.

Prolegomena

En imperator er nogen med en vilje.

Et imperativ er noget en imperator vil.

En imperativ dom er et imperativ i en imperativ modalitet.

Et imperativ i en imperativ modalitet er en frihedslov.

En frihedslov er enten en etisk lov eller en juridisk lov.

En juridisk lov er enten udvendig eller indvendig.

Den suveræne lov (republikanisme) er indvendig.

Kant skriver: "Etisk lovgivning (selvom pligterne kan være udvendige) er den, der ikke kan være udvendig; juridisk lovgivning er den, der også kan være udvendig." (Text)/(AA VI:220)

Fornuft

Homo sapiens lever i både natur og frihed.

• I natur er den primære årsag en naturlov.
• I frihed er den primære årsag en frihedslov.

Naturen selv er skaberen og giveren af naturlovene.

Ingen har evnen til at ophæve nogen naturlov.

Alle har evnen til at ophæve enhver frihedslov.

• At ophæve en frihedslov er en indvendig affære.
• At adlyde eller bryde en frihedslov er en udvendig affære.

Med vores evne til at ophæve enhver frihedslov er vi som Gud (כֵּֽאלֹהִ֔ים/kelohim) (Gn 3:5).

Krig

Fordi vi har evnen til at ophæve enhver frihedslov, lever vi i en tilstand af krig mellem det gode princip og det onde princip.

Kant skriver:

"Ligesom den juridiske naturtilstand er en tilstand af krig af alle mod alle, så er også den etiske naturtilstand en tilstand, hvor det gode princip, som hviler i ethvert menneske, uophørligt bekriges af det onde". (Tekst)/(AA VI:96)

• Det gode princip er sandhed.
• Det onde princip er usandhed.

Spørgsmålet er:

Hvordan kan Homo sapiens leve i fred?

Natur og frihed alene kan ikke bringe fred.

Derfor skriver Kant:

"Det var derfor nødvendigt for mig at ophæve viden for at give plads til tro." (Tekst)/(AA BXXX)

Svaret på spørgsmålet er ikke enten fornuft eller tro. Ved at give plads til tro benægter Kant ikke, at Homo sapiens lever i både natur og frihed. Kant benægter bare, at fornuft uden tro kan bringe fred, ligesom han benægter, at tro uden fornuft kan bringe fred. Svaret på spørgsmålet er både fornuft og tro.

Tro

Vores ego er en person og den person er både et menneske og en borger.

• Mennesket er produktet af undfangelse.
• Borgeren er produktet af indvielse.

Denne forskel mellem mennesket og borgeren er en forskel mellem vores animalitet og vores spiritualitet.

• Mennesket er vores animalitet.
• Borgeren er vores spiritualitet.

Mennesket har en tilbøjelighed til synd (concupiscentia) og kan vælge at synde.

Borgeren har ingen tilbøjelighed til synd og kan ikke vælge at synde.

Borgeren er per definition lovlydig.

Indvielse

Ingen bliver en borger ved undfangelsen eller fødslen.

Alle bliver en borger ved indvielsen.

Kant skriver:

"[Indvielsen] sigter imod noget helligt (dannelsen af et menneske som borger i en guddommmelig stat)". (Tekst)/(AA VI:199)

Indvielsen efter fødslen er ikke et sacramente i sig selv.

Invielsen efter fødslen er et sacramente som det indledende skridt i dannelsen af et menneske som borger i en guddommmelig stat.

Dannelse

Dannelsen af et menneske som borger i en guddommmelig stat er en automatisk proces i tre faser:

• Den første fase [minimum] varer fra indvielse til skoleparathed.
• Den anden fase [medium] varer fra skoleparathed til myndighedsalder.
• Den tredje fase [maksimum] varer fra myndighedsalder til grundlovgivende magt.

Alle og enhver begynder dannelsesprocessen indenfor den første fase [minimum].

Indenfor den første fase [minimum] har borgeren ikke udviklet skoleparathed. Indenfor den anden fase [medium] har borgeren udviklet skoleparathed. Indenfor den tredje fase [maksimum] er borgeren en besidder af den grundlovgivende magt.

Ikke alle og enhver overgår fra den første fase [minimum] til den anden fase [medium]. En meget lille procentdel af en befolkning udvikler ikke skoleparathed og forbliver derfor indenfor den første fase [minimum].

Kun børn med dokumenteret svær eller dyb mental retardering forbliver indenfor den første fase [minimum].

Myndighedsalder

For alle de borgere, som overgår fra den første fase [minimum] til den anden fase [medium], fuldføres dannelsesprocessen automatisk, når borgeren når myndighedsalderen og på grund af alderen automatisk overgår fra den anden fase [medium], til den tredje fase [maksimum].

Borgerens alder regnes fra fødselsdatoen.

Indenfor den første fase [minimum] og den anden fase [medium] er enhver borger under forældremyndighed. Indenfor den tredje fase [maksimum] er ingen borger under forældremyndighed.

Myndighedsalderen er ophør af forældremyndighed, men myndighedsalderen er mere end bare ophør af forældremyndighed.

Myndighedsalderen er også en bemyndigelse, hvor borgeren bliver en besidder af den grundlovgivende magt.

Myndighedsalderen hører under national suverænitet.

Grundlovgivende magt

Ingen bliver en besidder af den grundlovgivende magt uden både en fødselsdato og en nationalitet.

• Det er på grund af fødselsdatoen, at en borger overgår til den tredje fase [maksimum] ved myndighedsalderen.
• Det er på grund af nationaliteten, at en borger overgår til den grundlovgivende magt ved den tredje fase [maksimum].

Den grundlovgivende magt er givet af Jesus Kristus om aftenen på den samme dag han opstod fra de døde.

Jn 20:19-23

"Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: ... »Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«" (Jn 20:19-23)

Eksegese

Martin Luther skriver:

"Her [Jn 20:23] hører du, at hans gerning er, enten at hjælpe mennesker fra synden eller lade dem forblive deri og vise, at de er fordømte. Her kan man jo ikke sige, at han dermed har stiftet et verdsligt rige, sådan som paven roser sig af sin bindenøgle og løsenøgle. Han siger, at han har magt til at løse og binde selv det, som ikke er synd. Ja, endog hvad Kristus selv ikke binder eller løser. Paven har også helt og holdent gjort det til en verdslig magt. Men Kristus viser her klart nok, hvad hans nøgler er, nemlig - ikke at lave love og atter ophæve dem, sådan som paven gør - men at tilgive eller fastholde synderne." (Tekst)/(WA 49:144)

• Ifølge Luther er helligånden ikke en verdslig magt.
• Ifølge Luther er helligånden en magt til at forlade/fastholde synd.

Liber pontificalis siger:

"Han [Sankt Peter] indviede Sankt Clemens til biskop og overlod katedret og hele kirkens ledelse til ham med ordene: »Ligesom regeringsmagten (gubernandi), magten til at binde og løse (ligandi solvendique), blev overdraget til mig af min Herre Jesus Kristus, således overdrager jeg den til dig.«" (Tekst)/(Latin)

• Ifølge Liber pontificalis er Paven i Rom Sankt Peters efterfølger og dermed den øverste besidder af magten til at binde og løse (ligandi solvendique).
• Ifølge Liber pontificalis er magten til at binde og løse (ligandi solvendique) den samme magt som regeringsmagten (gubernandi).

Den grundlovgivende magt er den suveræne magt over synd

Magten til at forlade/fastholde synd (Jn 20:23) er den samme magt som nøglemagten (Mt 16:19) og den magt er den suveræne magt over synd vi kalder den grundlovgivende magt.

Johannesevangeliet siger:

"For loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus." (Jn 1:17)

Synd er at gøre noget der ikke er tilladt.

• Hvis den grundlovgivende magt tillader noget, så er det tilladt.
• Hvis den grundlovgivende magt forbyder noget, så er det ikke tilladt.

Paven i Rom er ikke den øverste besidder af den grundlovgivende magt.

• Den grundlovgivende magt kan ikke gives fra person til person.
• Den grundlovgivende magt hviler i Nationen.

Denne eksegese er i overensstemmelse med det følgende princip af Kant:

"I tilfælde af strid om betydningen af et skriftsted påberåber filosofien - dvs. det nedre fakultet, som har sandheden som mål - sig forrettigheden til at bestemme den." (Tekst)/(AA VII:38)