PROLOG

Fortællingen om Adam og Eva er en myte om vores overgang fra antropoide aber til mennesker.

Adam og Eva

Ifølge den anden bibelske skabelsesfortælling (1. Mosebog 2:4b—3:24) blev Adam og Eva bortvist fra paradis.

Adam og Eva blev bortvist fra paradis, fordi de spiste frugt fra træet til at se godt og ondt.

Da Adam og Evs spiste frugt fra træet til at se godt og ondt, åbnedes deres øjne og de så de var nøgne (1. Mosebog 3:7).

Da deres øjne åbnedes kunne Adam og Eva se synd.

At se synd er at kategorisere noget som enten godt eller ondt.

Adam og Eva kategoriserede nøgenhed som noget ondt.

Da Adam og Eva kategoriserede nøgenhed som noget ondt, så var nøgenhed ondt. Uanset hvad Gud måtte have sagt.

∵

Fortællingen i 1. Mosebog 2:4b—3:24 er afgjort en myte, men myten har en pointe.

Den pointe er den ellers uforklarlige overgang fra antropoide aber til mennesker.

• 1. Mosebog 2:4b—3:24 er ikke en fortælling om vores synd eller vores fald.
• 1. Mosebog 2:4b—3:24 er en fortælling om vores overgang fra antropoide aber til mennesker.

Adam og Eva udviklede evnen til at se synd.

Antropoide aber kan ikke se synd.

Antropoide aber kan kategorisere noget som enten godt eller ondt inden for prædefinerede kategorier, men antropoide aber kan ikke opfinde nye kategorier.

Med evnen til at se synd kan mennesker opfinde nye kategorier og kategorisere noget som enten godt eller ondt indenfor de nye kategorier.

Menneskeracen, som nedstammer fra Eva (1. Mosebog 3:20), arver evnen til at se synd fra Eva.

Immanuel Kant skriver:

"Af denne fremstilling [1. Mosebog 2:4b—3:24] af den første menneskehistorie fremgår det, at menneskets exit fra det paradis, som fornuften præsenterer for mennesket som menneskeracens første opholdssted, ikke var andet end overgangen fra en ren dyrisk skabnings brutalitet til menneskelighed, fra instinkternes styring til fornuftens styring, med andre ord, overgangen fra naturens formynderskab til tilstanden af frihed." (AA VIII:115)

Tilstanden af frihed fører til tilstanden af krig.

Tilstanden af krig

I den engelske version af De Cive skriver Thomas Hobbes:

"There are two kinds of cities: the one natural, such as is the paternal and despotical; the other institutive, which may be also called political. In the first, the lord acquires to himself such citizens as he will; in the other, the citizens by their own wills appoint a lord over themselves". (V.XII)

I et senere berømt citat skriver Kant:

"Mennesket er et dyr, der, når det lever blandt andre mennesker, behøver en herre. For det misbruger utvivltsomt sin frihed over for andre af sin slags; og selvom det, som et fornuftigt væsen, ønsker en lov, som sætter grænser for alles frihed, så fristes det alligevel ved enhver lejlighed af dets selviske dyriske tilbøjelighed til at undtage sig selv. Det behøver altså en herre, som bryder dets egen vilje og tvinger det til at adlyde en almengyldig vilje, hvorved alle kan være frie." (AA VIII:23)

Hvis vi bare følger vores egen vilje, så vil vi leve i en tilstand af krig. Derfor behøver vi en fælles vej til fred.

Både Thomas Hobbes og Immanuel Kant så en fælles vej til fred, men begge to missede døren.

• Hobbes så en fælles vej til fred gennem straf og belønning.
• Kant så en fælles vej til fred gennem praktisk fornuft.

Vores fælles vej til fred er ikke gennem straf og belønning. Vores fælles vej til fred er ikke gennem praktisk fornuft. Vores fælles vej til fred er gennem hvad Jesus Kristus har gjort for os.

Vejen

Vi kender paradis fra Bibelen. Bibelen er åbenbaringen af vores fælles vej fra paradis til paradis.

Paradis er Guds Hus i Guds Have; Guds Hus i Guds Have er fred: Paradis er fred.

Vores fælles vej fra paradis til paradis er fra Guds Have til Guds Hus.

På den samme dag han opstod fra de døde, gav Jesus Kristus Helligånden til os. Det er hvad Jesus Kristus har gjort for os!

Helligånden er vores billet til Guds Hus. Helligånden er vores billet fra udenfor paradis til indenfor paradis.

I en forelæning fra 1775/1776 siger Kant:

"Motivet til at handle i overensstemmelse med gode principper kunne vel være idéen, at hvis alle ville handle sådan, så ville denne jord være et paradis. Dette motiverer mig til at bidrage noget til dette og sker det ikke, så ligger det i det mindste ikke på mig. Som jeg ser det, så er jeg så stadig et medlem af dette paradis." (AA XXV:650)